En SpO2-simulator hvor kurven fejler af den rigtige grund
Kvaliteten af patientmonitorsimulators plethysmogram styres af perfusionstrykket, ikke af iltmætningstallet, fordi det er to adskilte kliniske svigt, som et træningsværktøj bør lære fra hinanden.
To bølger, og indhakket opstår i mellemrummet mellem dem
En rigtig plethysmografikurve stiger og falder ikke bare i en enkelt blød bue. patientmonitorsimulator bygger kurven af en fremadgående systolisk bølge plus en reflekteret diastolisk bølge, og det lille sekundære udsving en rigtig kurve viser, det dikrote indhak, opstår naturligt ud fra tidsforskellen mellem de to bølger i stedet for at blive tegnet på bagefter som pynt. Det er samme grundkonstruktion, der bruges til den arterielle tryk-kurve, fordi begge bølgeformer stammer fra den samme fysiologi.
En ren saturation kan sagtens følges af en ulæselig kurve
Saturation og perfusion er ikke det samme svigt, og at behandle dem som ét er den mest almindelige genvej en forenklet simulator tager. En dybt hypoksisk patient med god perifer blodgennemstrømning kan sagtens give en ren, letlæst kurve. En patient i shock med en helt normal saturation kan give en næsten ulæselig kurve, fordi problemet er den perifere perfusion, ikke iltoptagelsen. patientmonitorsimulator holder disse som uafhængige reguleringer, så eleven rent faktisk skal se på kurvens kvalitet og ikke kun på tallet.
Dårlig perfusion er sit eget svigt, ikke bare et lavere tal
En dedikeret regulering for dårlig perfusion sænker kurvens amplitude og tilføjer støj, og trækker desuden den viste SpO2-aflæsning ned til en fast, falsk lav værdi, uafhængigt af hvad den faktisk kommanderede saturation står på. Det er præcis hvad en kold finger eller en dårligt tapet føler gør på en rigtig monitor: den viser et forkert tal, ikke en lavere version af det rigtige. Slukker man reguleringen igen, gendannes den rigtige aflæsning med det samme, fordi den underliggende kommanderede værdi aldrig ændrede sig.
Hjertestop betyder intet signal, ikke et efterladt tal
Ved enhver pulsløs rytme bliver både SpO2-tallet og plethysmografikurven tomme i stedet for at blive ved med at vise en sandsynligt udseende aflæsning. Et pulsoximeter har intet at måle uden puls, og en træningsmonitor der bliver ved med at vise 98 procent ved siden af en flad kurve lærer den forkerte lektie lige når det betyder mest.